Fødsel
Den normale fødsel
Fødsler vil altid variere fra kat
til kat. Specielt er der stor forskel på fødsler hos ude- og indekatte.
Endvidere kan der være forskel fra gang til gang; to fødsler behøver ikke at
være ens. Det er svært at give en standardbeskrivelse af en normal fødsel.
Der findes dog nogle faste holdepunkter, og ud fra dem kan der gives en
beskrivelse af et normalt fødselsforløb:
Efter en drægtighedsperiode på normalt 63 dage - målt fra ægløsningen - går
fødslen som regel i gang. I den sidste tid af drægtigheden øges hunkattens
bugomfang, fordi fostrene vokser meget i denne periode. Hunkattens aktivitet
nedsættes, og den forsøger at finde rolige omgivelser for at bygge
"rede".
I den sidste tid op til fødslen, begynder hunkattens mælkekirtler at vokse,
men der kommer normalt ikke mælk i pattevorterne før tidspunktet for fødslen,
eller under fødslen. Et tegn på, at fødslen er nært forestående, er et fald
i kattens kropstemperatur til ca. 37,5 °. Det er derfor en god idé at følge
kattens kropstemperatur i den sidste uge af drægtigheden, ved dagligt at måle
temperaturen i endetarmen.
Når fødslen endelig starter, vil der i den første fase ske en langsom åbning
af livmoderhalsen. Denne fase kaldes opblokningsfasen. Livmoderen laver rytmiske
sammentrækninger, som tilpasser fostrenes placering i denne, og smidiggør
livmoderhalsen, som begynder at åbne sig. Katten er normalt rastløs og
uden appetit i denne periode, som varer mellem 12 og 24 timer. Indekatte kan i
denne periode være meget kontaktsøgende, hvorimod udekatte ofte vil lægge sig
et uforstyrret sted. Som ejer er det vigtigt at respektere denne trang til
isolation. Alt for mange katte bliver stressede i fødselsforløbet, fordi
ejerne er for nysgerrige. Opblokningsfasen kan blive forlænget, hvis katten er
meget nervøs, eller hvis ejeren ikke giver katten ro.
Perioden, fra den første killing glider ind i livmoderhalsen, til fødslen er
overstået, kaldes uddrivningsfasen. I det øjeblik den første killing -
omgivet af to lag fosterhinder - placerer sig i livmoderhalsen, begynder veerne
at blive kraftigere og mere regelmæssige. Det yderste lag fosterhinder udvider
livmoderhalsen maksimalt, og de egentlig presseveer, som skal drive fosteret ud,
starter.
Selve fødslen eller uddrivningen foregår som regel hurtigt. Der kan være fra
få minutter og op til en time mellem hver killing. Uddrivning af alle
killinger, samt fosterhinder, varer sjældent mere end 6 timer. Overholdes disse
tider ikke, skal man tilkalde dyrlægehjælp.
Mellem hver enkelt fødsel hviler hunkatten sig.
Selve fødslen kan forhales op til 24 timer i alt, hvis katten ikke befinder sig
i rolige omgivelser. Undertiden forekommer en pause i fødslen på 12-24 timer,
men i denne periode ses ikke veer.
Hunkatten slikker killingerne rene. Herved stimuleres deres blodcirkulation.
Hun bider dernæst navlestrengen over. Når hunkatten har bidt
fosterhinderne over, kan den nyfødte killing selv trække vejret. Killingerne
er meget afhængige af hunkattens omsorg og varme. Ofte forlader katten ikke
"reden" de første 48 timer efter fødslen.
Hvis hunkatten ikke tager sig af killingerne - hvilket er sjældent - må
ejeren perforere fosterhinderne, samt klippe navlestrengen over 2-5 cm fra
killingens maveskind. Killingen tørres herefter i et håndklæde, og dens mund
og næse suges tørre for slim med en engangssprøjte eller en øresprøjte. Det
er vigtigt, at killingen har frie luftveje i løbet af 3-5 minutter efter fødslen.
Risikoen for permanente skader på grund af iltmangel stiger hurtigt efter 3-5
minutter, hvor også dødeligheden stiger drastisk.
I fødslens sidste fase, når alle killinger er kommet ud, fødes de sidste
fosterhinder og moderkager, og endelig trækker livmoderen sig sammen. Hunkatten
fortærer som regel fosterhinderne
I de første 3 uger efter fødslen vil de fleste hunkatte have lidt flåd/blødning
fra skeden i forbindelse med, at livmoderen får sin normale størrelse igen, og
gendanner en ny slimhinde.
Det kan være svært at vurdere, hvor meget mælk hunkatten har til sine
killinger. Killingerne skal derfor vejes dagligt for at sikre, at de spiser og
tager på.
Hunkatten må gives de bedste muligheder for at producere nok mælk. Derfor skal
hun tilbydes et godt killingefoder.
Er der risiko for min hunkat?
Det vigtigste spørgsmål er, om hunkatten har en fysisk tilstand, som er
god nok til at gennemgå en drægtighed, og senere producere nok mælk til alle
killingerne. Kattefødsler er sjældent et problem, og de fleste katte er gode
til at tage sig af deres killinger. Helt unge katte bør dog ikke parres; vent
til katten er mere end 14 måneder gammel.
Der findes en række lidelser (se nedenfor), som er knyttet til drægtigheden,
og perioden omkring og lige efter fødslen. Men hvis katten er i god fysisk
form, og ikke er for gammel, er der dog normalt ikke grund til bekymring over,
om hun skal parres eller ej.
Lidelser der knytter sig til drægtighed, og til perioden omkring og efter fødslen:
- Fejllejring
af et eller flere fostre (dystoki). Årsagen kan ligge dels hos hunkatten,
dels hos fostrene. F.eks. kan overvægt hos katten resultere i, at bækkenet
er udfyldt af fedt, og passagen for fostrene derfor er hindret. Ved små kuld
stiger risikoen for, at fostrene bliver for store, og derfor ikke kan fødes
på normal vis. Hvis en killing ligger langt tilbage i fødselsvejen, kan man
forsøge at fremtrække fosteret, men det er, på grund af pladsmangel,
vanskeligt at yde fødselshjælp på en kat. Hvis en fremtrækning ikke er
mulig, vil man af hensyn til hunkatten vælge at forløse den med et
kejsersnit.
- Akut ve-svækkelse opstår på grund af
mangel på calcium i blodet (puerperal tetanus). Denne lidelse forekommer især
i den sidste del af drægtigheden og i begyndelsen af diegivningsperioden.
Hunkatten kan behandles med en calciumindsprøjtning. Lidelsen kan
forebygges ved at give hunkatten kalktilskud i den kritiske periode i tiden
op til fødslen, og i de første uger af diegivningsperioden.
- Hunkatten har ikke nok moderlige
instinkter, og viser derfor ikke den fornødne interesse for killingerne,
der af samme grund ikke trives og i værste fald dør af sult.
- Betændelse i livmoderen (metritis):
Denne lidelse resulterer normalt i feber, nedstemthed, manglende appetit og
nedsat omsorg for killingerne. I et sådant tilfælde må man til
sidst fjerne æggestokke og livmoder under narkose (ovarie-hysterektomi).
Katten kan da ikke få flere killinger.
- Nedsat eller ingen mælkeproduktion
(agalakti). Behandlingen består i at give killingerne tilskud eller
erstatning på sutteflaske.
- Betændelse i mælkekirtlen (mastitis).
Hunkatten behandles med antibiotika og smertestillende medicin.
Du skal kontakte dyrlæge, hvis:
- Drægtigheden varer længere end 63-65
dage fra sidste parring
- Fødslen ikke er startet 24 timer efter,
at hunkattens temperatur er faldet til 37,5 grader.
- Hunkatten har vedvarende kraftige veer i
mere end 1 time, uden fødsel af en killing.
- Hunkatten har svage veer eller fødselsaktivitet
i 2-4 timer, der ikke resulterer i fødsel af en killing
- Der kommer et ildelugtende og/eller betændt
udflåd fra skeden
- Hunkatten
bliver nedstemt, svag, eller viser tegn på feber.
Ovenstående
artikel er kopieret fra
Netdyredoktor.
::
:: :: :: |
