Standard for Maine Coon
I
USA
findes 5 standarder for Maine Coons - FiFe´s standard er den 6.
Standarderne er stort set ens, men på enkelte punkter er
de dog så forskellige, at de resulterer i forskelligt udseende. De
grundlæggende ting, såsom størrelse, længder og pelskvalitet, skal dog være
til
stede.
FiFé,
som Danmark er medlem af, godkendte i maj 1993 en ny standard
- den er blevet til i et samarbejde mellem Danmark, Holland og Tyskland.
Denne standard trådte i kraft pr 1. januar 1994.
FiFe´s standard for Maine Coon.
|
|
Hoved |
Medium
stort, høje og kraftige kindben. Ansigt og næse af medium længde, med et
firkantet omrids af snudepartiet. Skarpt stop kan føles mellem snudeparti og
kindben. Let kurvet pande. Profil med en let konkav skrånen uden knæk. Fast
dyb hage, i linie med næse og overlæbe. |
|
Ører |
Store,
brede ved basis. Laveste basis sat lidt længere bagud end den øvre. Moderat
tilspidsede. Sat højt på hovedet, med en lille udadvendt hældning og
placeret med et øres bredde imellem. Bredden øges let på ældre katte. Tufser
ønskeligt. Hårduske i ørene strækker sig horisontalt bag de ydre ørekanter. |
|
Øjne |
Store
og bredt sat. Lettere ovale, men ikke mandelformet. Helt åbnede virker de
runde. Lettere skråtstillet mod ørets ydre basis. Enhver farve er tilladt.
Klar øjenfarve er ønskelig. Der er ingen sammenhæng mellem øjen- og
pelsfarve. |
|
Krop |
Fast
muskulatur, kraftfuld, bredbrystet, stor i størrelse. Solid knoglebygning.
Hanner har en fast nakke. Kroppen skal være lang, med alle dele af kroppen i
proportion, så den danner en rektangel. Solide ben, medium lange, så de
danner en rektangel. Poter store, runde og velbehårede mellem tæerne. Vægten
i kroppen skal være ligeligt fordelt. |
|
Hale |
Mindst
lige så lang som kroppen, fra skulderblad til halerod. Bred ved roden og
tilspidser med kraftig og flanende pels. |
|
Pels |
Naturpels.
Tæt, kort på hoved, skulder og ben, bliver gradvist længere ned ad ryggen og
siderne, med fyldige, langhårede pose-bukser på bagbenene og lang mavepels.
Krave er ønskelig. Silkeagtig pels med udpræget fylde der dog falder glat.
Underpelsen er blød og fin og dækkes af den grovere, glatte yderpels.
Pelslængden og underpelsens tæthed varierer med årstiden. Halehårene er
lange og forbliver altid flanende. |
|
Farve |
Alle
farver er tilladt, undtagen pointede varianter, farven chokolade,
cinnamon, lilla, fawn og burmeserfaktorer. Enhver mængde af hvidt er
tilladt. |
|
Fejl |
Fremstående
knurhårspuder. Svag hage. Knæk på næsen. Mangel på underpels. Rundt
eller spidst snudeparti. Bredt satte ører, som falder ud til siden. Lange
styltede ben. Skråtstillede, mandelformede øjne. Mangel på lang
mavepels. Kort hale. Rundt hoved. Fin, let knoglebygning. Proportioner med
uligevægt. Generelt lille kat. Lige eller konveks profil. Kort lavstammet
krop. Pels med ens længde. |
Du vil blive vist lidt rundt i
TICAs standard, der ikke er meget
forskellig fra FiFés. Der forklares ved hjælp af billeder og en kort
tekst på engelsk. Adobe Reader er påkrævet.
:: ::
:: ::
Historien om Maine Coon
Af Lea Sandell
Den store og
robuste maine coon er en blid kæmpe, som følger med i
alt, hvad der foregår i hjemmet. Maine coon-katten er
fremavlet af det, som nok er verdens bedste opdrætter:
naturen. Netop fordi racen er opstået naturligt, er det
umuligt at fastslå præcis, hvordan den blev til, og det
har givet anledning til en række legender om den
charmerende kats opståen.
Legenderne
fortæller historier om alt fra en krydsning mellem en
huskat og en rødlos til en fantasifuld fortælling om
Marie Antoinettes planlagte flugt fra Frankrig til USA,
som dog endte med, at hun blev halshugget, inden hun
nåede ombord på båden, og kaptajnen måtte sejle alene
til USA med kun hendes ejendele om bord – heriblandt
seks langhårede katte som blev forfædre til maine
coon-racen.
En af
de mest populære legender fortæller, at racen opstod, da
huskatte i New England-området i det nordøstlige USA
parrede sig med vaskebjørne (Navnet maine coon er
inspireret af det engelske ord for vaskebjørn racoon).
Indbyggerne i staten Maine syntes, at de første maine
coon-katte lignede vaskebjørne. Sandsynligvis fordi den
brune klassiske tabby med den stribede, buskede hale var
mest almindelig i naturen, og fordi kattene har tendens
til at sige en nærmest pippende lyd, der kan forveksles
med lyden fra en vaskebjørneunge. I dag ved vi, at
historien ikke har noget på sig, da det genetisk er
umuligt for en kat og en vaskebjørn at få unger.
Den virkelige historie
Det
mest sandsynlige er, at racen opstod som en blanding af
korthårede og langhårede katte. Da nybyggere kom til USA
og slog sig ned i New England, havde nogle af dem ikke
kun pakket alt deres jordiske gods, men også deres
firbenede familiemedlem med knurhår.
Efterhånden
som landet udviklede sig, begyndte sømænd at bringe
langhårede katte til området (det kan f.eks. have været
norske skovkatte, som har en slående lighed med maine
coon’en og angorakatte). De nye langhårskatte begyndte
at parre sig med de korthårskatte, som allerede fandtes
på østkysten, og en ny race blev til. Gennem naturens
eget avlsprogram overlevede de stærkeste individer, og
maine coon’en udviklede sig til en robust kat, der kunne
holde til østkystens barske vintre og egnens
karakteristiske skiftende vejr.
Allerede
i 1800-tallet var maine coon-racen populær på
udstillinger i hjemlandet USA, og da en af de første
amerikanske katteudstillinger blev afholdt i 1895 i
Madison Square Garden i New York, vandt en maine
coon-hunkat æren af at være ”best in show”. Senere blev
racen sat i skyggen af perseren og andre eksotiske
racer, som var kommet til USA, og maine coon-kattene
begyndte at forsvinde fra udstillingerne.
I
1959 blev racen ligefrem erklæret uddød, men det viste
sig heldigvis at være en overdrivelse, og opdrættere
arbejdede hårdt for at få genoplivet maine coon’ens
popularitet. Det lykkedes som bekendt, og i dag er det
den næstmest populære race i USA (kun overgået af
perseren), og her i Danmark er racen også blevet
populær.
Stor og robust
En
maine coon er en stor og robust kat, og racen er en af
de største tamkatte, der findes. Hankattene vejer
normalt 6 – 9 kilo, mens hunnerne er noget mindre. De
har en lang og solid bygget krop - den længste maine
coon, der er registret, målte 121 cm!
Racen
findes i en række forskellige farver og
farvekombinationer, der er bl.a. hvid, sort, creme,
tofarvede og tabbyvarianter. Maine coon-katten hører til
blandt de semilanghårede katte, pelsen er tæt, og man
kan tydeligt se en ”krave” omkring halsen. Den lange
pels kan måske give indtryk af, at racen kræver meget
pelspleje, men da det er en naturpels, er den
overraskende let at holde. Det er dog nødvendigt at
børste den igennem ca. en gang om ugen og være ekstra
grundig i de perioder, hvor katten fælder.
Katte
af denne race udvikler sig langsomt, og de kan blive ved
med at vokse, til de er 4 -5 år gamle.
Den blide kæmpe
Maine
coon-katten er kendt som ”den blide kæmpe”, et tilnavn
den har fået på grund af sit velafbalancerede
temperament. Den er rolig, loyal og accepterer hjemmets
mennesker og aktiviteter med en ophøjet ro. Derfor kan
de føle sig lige så godt tilpas i en stor og aktiv
familie, som i mere rolige omgivelser. Racen har et
socialt væsen og vil have stor glæde af at få selskab af
en anden kat. De kommer som regel også godt ud af det
med børn og endda også med hunde, kaniner og andre
kæledyr.
Maine
coon-katte er meget lærenemme og kan let trænes til
forskellige ting (de lærer også lynhurtigt at træne
deres mennesker!). Det er en meget legesyg race, som har
lidt af en klovn gemt i sig. En dryppende vandhane, der
indbyder til leg, kan f.eks. straks forvandle denne
store, intelligente kat til en fjollet, firbenet klovn.
De fleste maine coon-katte elsker at hente ting, deres
menneske kaster – ligesom hunde, og faktisk kan deres
temperament og sociale væsen minde lidt om en hunds.
De
foretrækker lege, hvor de skal fange ting på gulvet med
poterne (sikkert et levn fra tiden som professionelle
musejægere på gårde og skibe i New England). Maine
coon-katte har i det hele taget tendens til at bruge
deres poter meget. De kan finde på at gribe om små ting
med poterne og samle dem op på den måde, og kan hurtigt
få lært at bruge poterne til f.eks. at åbne skabe. Man
kan også møde nogle eksemplarer af racen, som spiser med
poterne frem for direkte af deres madskål eller slår med
poten ned i vandskålen, inden de drikker - denne vane
menes at være et andet levn fra oprindelsen som
naturkat, der om vinteren måtte slå hul på isen på
søerne for at kunne drikke vand.
De
mjaver ikke så tit, men når de gør, er det med en blød
og let skinger stemme, som slet ikke passer til deres
størrelse. Til gengæld har de et helt arsenal af andre
lyde og er kendt for deres usædvanlige, nærmest pippende
lyd, som man ikke hører hos andre racer.
Følger med i alt
En
maine coon trives godt som indekat, hvis den ikke har
prøvet andet, men hvis du bor i hus, vil den være glad
for at kunne komme ud i en indhegnet løbegård eller
have.
Det er en meget social kat, som helst vil følge med i
alt, hvad der foregår i hjemmet. De er meget glade for
menneskekontakt, men plager ikke om opmærksomhed. I
stedet sørger de for at være i nærheden af deres
mennesker, holde øje med alt hvad de laver og ”hjælpe
til”, når de kan.
Racen
er meget kærlig og knytter sig tæt til sin tobenede
familie, men selvom den elsker kæleture, er det ikke en
udpræget skødekat. Som regel foretrækker maine coon’en
at ligge i en stol ved siden af dig i stedet for at
ligge på skødet, men det afhænger af den individuelle
kats personlighed, og man sagtens møde en skødekat i
imponerende størrelse i form af en maine coon.
:: ::
:: ::
|